Guldvalmue – Giver liv i haven

Vi anbefaler disse guldvalmuer til danske haver:

Californisk guldvalmue

Guldvalmue (Eschscholzia Californica) kaldes også “Californisk guldvalmue” og er en fremragende tilføjelse til din have, da blomsternes guldgule og orange farver spreder liv og glæde. Ydermere er guldvalmuen en af de nemmeste blomster at passe, da den gror utroligt hurtigt, er selvsående og kan klare både blæst, regn og tørke.

Som navnet siger, har guldvalmuer ofte en gyldengul farve, men nuancerne kan i virkeligheden gå fra en næsten klar gul til en varm, bronze farve. Planten gror normalt til en højde på 30 – 50 centimeter, imens selve blomsterhovedet er stort og flot med en diameter på omtrent 7-10 centimer. Dette er en plante, der virkelig kan ses, og den står i flot kontrast til lilla blomster, som sommerfuglelavendel (Lavendula Stoechas) og storkenæb (Geranium Cinereum).

Guldvalmuen kaldes også Californisk guldvalmue

Attribution: Diego Delso – wikimedia.org

 

Hvor kommer guldvalmuen fra?

Blomsten stammer oprindeligt fra Mexico og den sydlige del af USA, hvor du kan se dale og blomsterenge med guldvalmuens gyldne farver, så langt øjet rækker. Faktisk er guldvalmuen så kendt og populær her, at staten Californien gjorde den til sin officielle statsblomst tilbage i starten af 1900-tallet, og i dag er en hel dag opkaldt efter den: ”California Poppy Day” d. 6 april.

Californiens tørre, stenede jord og kraftige sol giver de ideelle vækstbetingelser for den smukke blomst, men det betyder ikke, at den ikke kan dyrkes i Danmark – tværtimod stortrives guldvalmuen i de danske haver!

Navnet Eschscholzia Californica blev givet blomsten for at ære den baltiske botaniker Johann Friedrich von Eschscholtz, som opdagede planten tilbage i 1810 på en ekspedition fra Rusland til Californien.




 

Beroligende virkning

Normalt bliver guldvalmuer brugt som smukke prydplanter, men vidste du, at de også kan spises og bruges til nyttige ting? De indfødte i Nordamerika brugte ofte guldvalmuer i deres naturmedicin, da et ekstrakt fra guldvalmuen har en beroligende virkning. Guldvalmuens virkning er dog slet ikke nær så kraftig eller vanedannende som opium, så det var mere sikkert at bruge.

 

Sådan passer og plejer du dine guldvalmuer

Guldvalmuen er oprindeligt en toårig plante, men du kan i dag få en lang række arter, som er etårige. Denne lille guide er for de etårige arter af guldvalmuer.

Forspiring: Der er ingen grund til forspiring, da planten gror til fuld størrelse i løbet af få uger, men hvis du elsker at nusse om planter i drivhuset, inden de sættes ud, kan du sagtens gøre det.

Placering: Så gerne dine guldvalmuer i perioden marts – maj, på et sted hvor blomsterne kan nyde masser af sol. Blomsterbladene lukker sig sammen om aftenen, og når vejret viser sig fra sin dårlige side, men lige så snart solen titter frem, åbner de 4 kronblade sig smukt op igen. Så hvis du vil se meget til dine guldvalmuer, gælder det om at prioritere sol fremfor læ.

Jord: Guldvalmuen har derudover det bedst i nærringsfattig, let stenet jord, og planten gror særdeles godt i stenbede og på enge, men kan sagtens også gro andre steder i haven. Det er generelt en meget hårdfør plante, og du kan sagtens opleve, at guldvalmuer gerne spirer på steder, hvor mange andre blomster ikke kan klare sig.

Såning: Det kan varmt anbefales at gøde jorden med kvalitetsgødning før såning. Fordel derefter frøene udover jorden, der gerne må være let fugtig, og tryk frøene let ned i jorden. Undgå at dække frøene med jord, da guldvalmuefrø har brug for solens stråler til at spire og vokse.

Blomstring: Blomstringstiden er lang for guldvalmuer og sker typisk imellem juni og september. For at forlænge blomstringen, er det en god idé at fjerne alle visne blomster efterhånden, da planten så vil blomstre flot igen. Mange eksperter anbefaler, at du klipper stilken helt ned, men det kan ofte være nok blot at fjerne den øverste del af stilken.

Et andet tip er at så guldvalmuefrøene flere gange imellem marts og maj, så der hele sommeren igennem er nye frø, der blomstrer. Når blomstringen først går i gang, behøver du ikke så mere, da guldvalmueplanten selv sørger for en lind strøm af nye frø.

Skadedyr og plantesygdomme: Guldvalmuen er en stærk plante, som ikke har nogen deciderede svagheder. Det er dog stadigvæk fornuftigt at holde øje med, at planten trives, da de fleste blomster kan blive ramt af svampearter og mider.

 

Vi anbefaler disse guldvalmuer til danske haver:

© Copyright www.husoghaveguiden.dk 2021